Taske med flakkende sommerfugl – personligt udtryk med LED

Tasker fylder en del i min bog “Sæt strøm til de kreative fag”. Det gør de fordi tasker i alle afskygninger er hammer gode at kombinere med leg med elektronik. Der er så mange muligheder med tasker, så det kommer der nok en del flere eksempler på hen ad vejen.

Du kan starte fra bunden og sy din taske selv eller du kan købe en billig taske i genbrug – som i det eksempel, der kommer lidt senere nedenfor – og lave den om med lidt elektronik tænkt ind.

Lyset kan være en del af det personlige udtryk uden på tasken. Det er hvad jeg har leget med i dette eksempel, hvor jeg har brugt et stykke stramaj, syet på stof (også genbrug) og herefter syet den på min taske, hvor der før blot var en kedelig stor flade:

Taske med LED og Stramaj

Taske med LED og Stramaj

Den lille lyse område til højre for katten er et flakkende lys, der er placeret under sommerfuglen i billedet. Den LED jeg anvender flakker ligesom et telys, og det kan jeg bruge til at skabe en flakkende effekt omkring sommerfuglen, der ellers ikke er særlig tydelig i billedet.

Effekten ses mere tydeligt i videoen nedenfor.

Jeg har brugt en LilyPad batteriholder med en indbygget afbryder, til at styre om jeg vil have lyset tændt eller ikke. I dette tilfælde sidder den skjult. Ofte er komponenter fra LilyPad dog – i mine projekter – en del af udsmykningen, fordi de er smukt formede.

To magnetbånd syet mellem broderi-stykket og taskens flap sikrer et indholdet ikke falder ud, når jeg lukker tasken op.

Jeg gik et pænt stykke tid forud for projektet og tænkte på om jeg mon ville fortryde ændringen, men jeg er super glad for det helt nye og meget personlige udtryk tasken har fået. og i en kvindes taske kan der aldrig være for mange lommer og gemmer.

Udgivet i e-tekstil, Tasker.