Statuette med bøjet akrylrør og LED – nu med en strømtyv

Jeg har leget en del med strømtyve, siden jeg endelig fik forsøgene til at virke.
Nu laver jeg dem både i en version, hvor jeg syr komponenterne sammen i et kredsløb og sætter dem i tøjdyr, puder, tasker m.m. Til lys-statuetter med akryl og små lamper af f.eks. kaffeglas laver jeg den traditionelle udgave, hvor delene loddes sammen.

For mig er en strømtyv – en Joule Thief på engelsk – magisk og jeg er egentlig ikke så interesseret i den tekniske forklaring. Hvis du ikke er til magi, kan du finde forklaringen via youtube med linket lige nedenfor.

Se her hvordan en Joule Thief virker

De fleste af de LED, jeg arbejder med, lyser ved mellem 2.5 og 3.5 volt. Det er rigtig fint ved brug af knapcellebatterier på 3 volt. Vil du bruge AA eller AAA batterier, skal du bruge 2 batterier for at nå op på de tre volt (1,5 i hvert batteri). Du vil kun i meget sjældne tilfælde kunne få lidt lys i en LED med et enkelt AA batteri.

 

Men her kan du lave et magisk hack, der sparer dig for masser af kroner i batterier. Med en strømtyv, kan du få brugte batterier til at lyse dine LED op i f.eks. tøjbamser og små LED lamper med akryl. Selv bor jeg i en boligblok, hvor brugte batterier samles ind i en spand, som jeg kan gå ned og plukke de pæne af batterierne op og genbruge dem i mine statuetter og tekstilprodukter. Når de så ikke kan mere, ryger de ned i spanden igen med et kryds på siden .

Ikke nok med at der stadig er masser af energi at hente i batteriet….

Indtil videre har jeg i gennemsnit fået ca. 55-60 timer mere ud af et ellers ubrugeligt brugt batteri.

Jeg kan også lyse en 3V LED op med blot et enkelt brugt AA eller AAA batteri!!!

Selv kan jeg ikke lade være med at tænke i alternativer, når det gælder afbrydere og noget til at holde batteriet fast i f.eks. en strømtyv.
Men for dem, der gerne vil have noget mere “færdigbagt”, kan en lille single batteriholder til AA eller AAA loddes på strømtyven, så batteriet efterfølgende er nemt at sætte i.

Se mere om strømtyve og projekter med akryl i bogen: Sæt strøm til de kreative fag

Udgivet i e-tekstil, paptronik, Strømtyve og tagget , , .