Sæt lidt mere spræl i en mulepose med LED

Inspireret af et opslag, jeg så for nogen tid siden om at konvertere aflagt stof til muleposer som alternativ for plastikposer, har jeg leget med symaskinen denne weekend. Jeg har for meget stof liggende og vil gerne skabe noget med det. Samtidig vil jeg gerne finde et koncept, som gør det muligt for min datter og hendes veninder at træne lidt med symaskinen og få flottere syninger. Muleposer synes som skabt til dette formål.

Jeg bliver hver gang overrasket over, hvor meget alt forarbejdet fylder, så der er klart færre muleposer at lege med her efter weekenden. Det er jo ellers nu det sjove starter for alvor.

Selvfølgelig skal LED indgå i udsmykningen af muleposerne. De forskellige teknikker med at få enkle kredsløb til at fungere i tekstil, kan også hjælpe med til at gøre muleposen til mere end bare en mulepose. Jeg har besluttet at anvende DIY løsninger til batteriholdere og afbrydere til de forskellige muleposer, men det kan godt være der lige sniger sig en enkelt købe-komponent ind, hvis det giver mening i et design.

Til denne allerførste prototype har jeg brugt ideen med den enkle batteriholder, der i sig selv kunne være et smykke. Holderen er syet i stof og sat bag på en blomst syet i samme stof som muleposen. Den endte med at blive rigtig fin selvom det giver lidt udfordringer at blomsten blev limet på tasken i stedet for på f.eks. en brochenål. Det vil jeg lege videre med på de næste modeller.

Lyset her er gult, fordi det matcher stoffet rigtig fint. På en mørk aften kan jeg med de LED jeg anvender ses langt væk. Tasken kan godt tåle en tur i regn og vil kunne vaskes nænsomt uden batteriet. Efter grundig tørring kan batteriet igen sættes i og LED vil stadig lyse.

De næste designs kommer enten senere her eller i en ny post.

Udgivet i e-tekstil, Tasker og tagget .