Til de fleste projekter med LED i tekstiler og papir får du (og børnene) brug for at kunne fastholde et knapcellebatteri i projekter med f.eks. tekstiler og papir.
Holdere til batterier kan købes i mange forskellige modeller. Til brug for 3V i tekstiler og evt. til karton bruger jeg selv de sybare fra LilyPad, Kitronik eller den meget simple fra Sparkfun.
Men mulighederne er mange, hvis du selv laver dine batteriholdere.
Der er rigtig meget at hente til skolens slunkne kasse ved at lave batteriholderen selv. Det kan blive et spændende forløb at lege med ideer til batteriholdere i f.eks. billedkunst og håndværk og design i skolen. For at en batteriholder virker efter hensigten, er der nogle basale principper for et kredsløb, der skal være på plads. Det giver noget robusthed til de velkendteforsøg i fysiklokalerne, når der leges med at få kredsløbet til at virke i materialer, der ikke er skræddersyede til bestemte indsigter.
I begge fag kan arbejdet med batteriholdere give meningsfulde indsigter i hvordan elektricitet kan være en del af et koncept og hvordan det skal fremstå. Må batteriholderen kunne ses som en del af værket eller skal det gemmes væk. Skal jeg kunne skifte batteriet i f.eks. et bogmærke med lys fra en LED, eller er det et engangs-setup hvor der ikke skal tænkes i batteriskift.
Nogle vil argumentere at 3D print af en batteriholder er så billig at skift af batteriet ikke giver mening. Personligt er jeg meget langt fra den brug-og-smid-væk holdning. I stedet arbejder jeg altid på at forenkle adgangen til batteriet, frem for brug og smid væk. Men det kan under alle omstændigheder lukke op for spændende diskussioner og indsigter omkring forbrug og genbrug, materialevalg og ikke mindst funktioner og æstetik.
I bogen Sæt strøm til de kreative fag er der dedikeret et helt afsnit til batteriholdere – altså dem du kan lave selv i papir og tekstiler efter nogle meget enkle principper. Selv om det er enkelt er det virkelig powerfuldt at kunne lave en batteriholder selv og anvende den i et kredsløb. det gør dig mere uafhængig og du kan få lige den opsætning du selv ønsker i dit kreative projekt.
Her ser du et par eksempler på enkle holdere, der kan bruges som smykker i sig selv eller sættes ind i et tekstilprojekt. Filt er et rigtig godt materiale til batteriholdere – nemt at skaffe og nemt at arbejde med. I bogen finder du vejledninger til at lave disse og flere andre versioner i tekstil og papir.
Pose med 2 tryklåse til at fæstne på f.eks. et armbånd eller bælte:
Nålefiltet lap med plads til batteri i et større billedekunst-projekt
Fæstning af batteri med karton og clips.
Bogen: Sæt strøm til de kreative fag kan købes hos itogleg.dk, hvor du også kan finde kits til at arbejde med elektronik i tekstiler og papir m.m.