Leddywear – lav nemt dine egne blinkende smykker

Jeg har været i gang med at lege med et nyt koncept, der er kommet til Danmark: Leddywear.

Konceptet er ret enkelt. Du får et kit med en microcontroller sat på et board med 3 LED som er forprogrammeret til at blinke i 3 forskellige intervaller. Blinkemodulerne aktiveres ved en knap. På bagsiden sidder en batteriholder til et 2032 knapcellebatteri eller 2 x 2016 knapcellebatterier.


Hvis du ikke har lyst til at kode smykket kan du altså stadig blinke løs.

Der medfølger en lille booklet på engelsk men med meget gode illustrationer til inspiration til at lave smykker med den medfølgende kobber- og sølvwire.

PodPi som står bag konceptet er i gang med at udvikle både et kit til at kode microcontrolleren og instruktioner. Deres tilgang til at lære børn at kode er tegneserien som format.

Samme tilgang vil blive – som jeg forstår det – brugt til at introducere kodning af Leddywear kittet, når det kommer på markedet forventet senere i 2017.

Der skal en smule teknik og fingerkræfter til at bukke den medfølgende wire og det vil derfor nok primært være de lidt større børn og voksne, der vil kunne forme wiren. Men er du allerede i gang med smykketang og wire, så kan du sagtens eksperimentere med andre materialer til at danne smykker med kittet.

Kittet er oplagt som gaveide enten som gør-det-selv-sæt eller hvis du vil lave et unikt smykke til en du kender.

Personligt falder jeg mere for et kit som Leddywear end for Jewelbots, der kom på markedet forrige år, men endnu ikke rigtigt har fået den store opmærksomhed herhjemme. (Dem kommer der et andet indlæg om). Leddywear er æstetisk federe at se på, men har selvfølgelig ikke de samme features som f.eks. at kunne tale sammen med andre Leddywear smykker, hvilket ville være super cool.

Du kan vælge mellem forskellige farver i LED på dine Leddywear; gul, orange(rav), blå, lyserød, lilla, blå, grøn. Leddywear fås i Danmark i webshoppen hos itogleg.dk

Udgivet i Smykker.